Nyheder fra C4

Arbejdet med CO2-fangst fortsætter

ARC og CMP har fortsat store ambitioner om CO2-fangst på Amager Bakke på trods af afslag fra EU.

EU’s Innovationsfond har netop udpeget de projekter, som får del i den mia. €, der udloddes til innovative projekter inden for den grønne omstilling. ARC og CMP’s ansøgning til CO2-fangst på Amager Bakke har i et stærkt felt ikke fået del i midlerne. Projektet får rosende ord med på vejen, hvorfor ARC og CMP overvejer at genansøge, når der i 2022 skal udloddes 1,5 mia. €.

ARC og CMP har en ambition om at fange CO2 fra røgen på Amager Bakke. Med CO2-fangst kan man spare atmosfæren for ca. 500.000 tons CO2-udledninger årligt. Det er en vigtig brik i den grønne omstilling i Danmark, og CO2-reduktionen svarer til at udskifte 250.000 benzinbiler med elbiler på de danske veje.

Projektet får mange rosende ord med på vejen fra EU’s Innovationsfond, men får desværre ikke støtte i denne omgang:

”Vi har et rigtig godt projekt her på Amager Bakke, og vi har været fortrøstningsfulde ift. at få tildelt støtte fra EU’s Innovationsfond. Men vi må i denne ombæring se os overhalet af andre projekter i et meget stærkt felt,” udtaler ARC-direktør Jacob H. Simonsen, og fortsætter:

”Nu trækker vi lige vejret, og sunder os. Når det er sagt, er dette klimaprojekt for vigtigt til at vi lader os stoppe. En mulighed er derfor at genansøge fonden i 2022, hvor den samlede pose penge endda er forøget til 1,5 mia. €. En anden mulighed er, at Folketinget nu træder i karakter, og understøtter den ønskede udvikling.”

Nødvendigt med politisk handling nu

CO2-fangst og lagring er udpeget som et af mange nødvendige værktøjer, hvis vi skal leve op til Paris-aftalens mål om at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader celsius.

Derfor vil ARC også fortsætte sit arbejde med CO2-fangst, hvor der allerede i dag med støttemidler fra EUDP fanges ca. 850 kg. CO2/døgn fra røggassen. Det sker i samarbejde med DTU, Pentair og Rambøll, og næste skridt er at opføre et demonstrationsanlæg, som kan fange 4.000 tons CO2 pr. år. Arbejdet er med til at modne teknologien, så man mest omkostningseffektivt kan fange CO2.

”Vi er langt fremme med CO2-fangst på Amager Bakke. Og uanset om der kommer EU-midler eller ej, er dette projekt vigtigt for den grønne danske omstilling. Derfor ser vi frem mod en dansk CO2-fangststrategi fra Folketinget, som nu i langt højere grad kan skabe grundlaget for, at vi kan fange store mængder CO2,” siger Jacob H. Simonsen.

Et vigtigt fremtidigt knudepunkt på Prøvestenen

Når store danske udledere inden for de kommende år skal fange CO2, er det afgørende med en infrastruktur, som kan sende CO2’en videre. Her kan CMP’s arealer på Prøvestenen i København blive et centralt knudepunkt:

”Vi står klar i kulissen til at binde værdikæden for CO2-fangst og -lagring sammen. For som havn er vi et afgørende knudepunkt for at kunne transportere store mængder CO2 videre til lagring i undergrunden eller til produktion af grønne brændstoffer”, siger CMP’s CEO Barbara Scheel Agersnap, og fortsætter:

”Partnerskabet med ARC er et klart eksempel på, hvordan vi som havn kan bidrage til den grønne omstilling gennem en nytænkning af vores forretning. Med en klar aspiration om at blive en af de mest bæredygtige havne i verden er dette et afgørende projekt, som kan lægge fundamentet for, at Prøvestenen i fremtiden bliver et samlingspunkt for grønne og innovative løsninger. Vi vil derfor fortsat arbejde indgående for, at projektet virkeliggøres, så det store potentiale ved CO2-fangst kan forløses.”

C4 ansætter sekretariatsleder

C4 har ansat Mikkel Krogsgaard Niss som sekretariatsleder. Mikkel kommer fra en stilling i Københavns Kommunes økonomiforvaltning, hvor han har været ansvarlig for klimavenlig mobilitet, implementering af elbusser samt landstrøm til krydstogtskibe. Mikkel kommer med en masse politisk og administrativ erfaring, der kan være med til at sikre CO2-fangst i hovedstaden.

”Hvis vi skal i mål med 2025- og 2030-målsætningerne er CO2-fangst en nødvendighed. Ingen andre områder kan levere så store CO2-reduktioner. Jeg glæder mig til at være med til at skabe det samarbejde, der skal til for at CO2-fangst i stor skala kan blive indført hurtigt, effektivt og billigst muligt” udtaler Mikkel Krogsgaard Niss.

Mikkel får i første omgang kontor i Amager Bakke. Mikkel starter i C4 1. september 2021.

Køreplan for CO2-lagring i Danmark

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om rammerne for lagring af CO2 i den danske undergrund. Aftalen, en køreplan for lagring af CO2, er det første del af en samlet CCS-strategi om fangst og lagring af CO2. Næste del forventes i efteråret 2021.

På Christiansborg er der indgået en politisk aftale om lagring af CO2 i den danske undergrund. Aftalen vil muliggøre import, eksport og transport af CO2 over landegrænser samt lagring i Danmark. Med aftalen startes processen for at give tilladelser til CO2-lagring i den danske undergrund i Nordsøen, så lagring i udtjente olie- og gasfelter vil kunne ske allerede fra 2025.

Hos Hofor, der er med i C4-samarbejdet, kalder planchef Charlotte Søndergren aftalen for en vigtig brik.

”Det er en rigtig god nyhed, ikke mindst fordi CCS er et af de centrale elementer i forhold til at nå 70 pct.-målsætningen. Vi deltager bl.a. i C4-samarbejdet (Carbon Capture Cluster Copenhagen). Her undersøger vi sammen med de andre varme- og affaldsselskaber i Storkøbenhavn netop mulighederne for at opsamle og lagre CO2. Den politiske aftale om CO2-lagring er en vigtig brik i det arbejde, fordi adgang til et sikkert lager for CO2 er en afgørende forudsætning for at kunne starte projekter med CO2-fangst” siger Charlotte Søndergren og tilføjer:

”De første vurderinger giver grobund for optimisme, men der kan komme mange udfordringer senere hen. Vi ser frem til at få de næste analyser færdige og glæder os til at indgå de aftaler, der kan bringe projektet videre.”

Den politiske aftale er indgået mellem Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. Aftalen kan finders her:

Bred politisk aftale om CO2-lagring (kefm.dk)

Anbefalinger til en national strategi for CO2-fangst

Der er behov for en ambitiøs plan for fangst, lagring og udnyttelse af CO2. Potentialet er enormt, og CO2-fangst kan blive afgørende for, om Danmark når det tårnhøje klimamål i 2030 på en omkostningseffektiv måde, skriver direktører for København største energiselskaber.

Hovedstadens største energivirksomheder opfordrer regeringen til en ambitiøs national strategi for fangst, lagring og anvendelse af CO2. Hvis rammerne kommer hurtigt på plads, kan der fra hovedstaden potentielt leveres omkring tre millioner tons årlige CO2-reduktioner. Det svarer til cirka 43 procent af de samlede CO2-udledninger fra personbiler i Danmark.

C4 har i dag en kronik i Altinget, der lægger skinnerne for hvordan CO2-fangst kan medvirke til at Danmark når 70 procentmålsætningen i 2030. Kronikken kan gratis læses her:

https://www.altinget.dk/hovedstaden/artikel/energiselskaber-i-faelles-opraab-til-politikerne-kom-med-en-ambitioes-plan-for-co2-fangst

Hovedstadens største forsyningsselskaber vil sammen fange 3 mio. tons CO2 om året – men det kræver politisk handling nu

En række store forsyningsselskaber i hovedstadsområdet vil med klyngesamarbejdet C4 gøre CO2-fangst til en afgørende brik i den grønne omstilling i Danmark. CO2-reduktioner på omkring 3 mio. tons årligt er mulige, hvis man på Christiansborg udviser den fornødne politiske vilje.

Klimakrisen kræver handling. Derfor stempler flere store energivirksomheder i hovedstadsområdet nu ind i klimakampen med klyngesamarbejdet C4 – Carbon Capture Cluster Copenhagen. Samarbejdet består af flere store forsyningsselskaber, som sammen kan skabe en varig og blivende effekt på den grønne omstilling.

Målet er at fange CO2 på en række store energianlæg og spare atmosfæren for disse CO2-udledninger.

”Der er et enormt potentiale i C4-samarbejdet. Vi har realistiske muligheder for at skabe CO2-reduktioner på omkring 3 mio. tons om året med CO2-fangst”, udtaler direktør Jacob H. Simonsen fra ARC og fortsætter:

”Det svarer til ca. 15% af det samlede danske reduktionsmål på 70% i 2030, og kan blive et af de største enkeltstående bidrag til den grønne omstilling i Danmark”.

Ved at indfange CO2’en fra en række store energianlæg og enten lagre den eller omdanne den til grønne brændstoffer kan man både reducere CO2-udledningen og skabe grønne løsninger til sektorer, der ikke umiddelbart kan elektrificeres. De muligheder skal undersøges nærmere, da det kan blive et vigtigt bidrag til at nå Danmarks klimamål.

Derfor en klynge

Fangst af CO2 er ikke tilstrækkeligt. CO2’en skal også transporteres og lagres sikkert i undergrunden, ligesom den på sigt kan omdannes til grønne brændstoffer. Hovedstadsområdet er særligt velegnet til at etablere CO2-fangst, fordi der ligger en række store energivirksomheder relativt tæt på hinanden, hvilket giver bedre mulighed for fælles infrastruktur til fx havnen på Prøvestenen, hvorfra CO2’en kan udskibes.

Parterne i C4 vil arbejde for at undersøge og om muligt virkeliggøre visionerne om at fange og lagre/udnytte store mængder af CO2 i hovedstadsområdet.

Parterne danner hermed klyngen C4 for at bidrage positivt til at løse klimaudfordringen.

Sigtet er i første omgang at sikre, at viden og indsigt i arbejdet med CO2-fangst deles og udnyttes gensidigt og samtidig undersøge og kortlægge mulighederne for at etablere fælles løsninger. Når flere aktører deles om infrastrukturen, bliver den billigere til gavn for den grønne omstilling. Samtidig kan der høstes betydelige skalafordele ved fangst, lagring og udnyttelse af CO2.

Den videre vej frem

Hvis C4-fællesskabets visioner om markante CO2-reduktioner i hovedstadsområdet skal realiseres, kræver det den fornødne beslutsomhed på Christiansborg.

”Hvis vi skal i mål med visionen om CO2-reduktioner i millionklassen, skal der ryddes mange sten af vejen politisk. Den kommende nationale strategi for fangst, lagring og anvendelse af CO2 (CCUS-strategien) skal sikre den fornødne finansiering og tage stilling til vigtige spørgsmål om transporten og lagringen af CO2’en”, siger Jacob H. Simonsen, og siger afslutningsvis:

”På den helt korte bane vil vi opfordre staten til at afsætte de fornødne midler til, at GEUS1 kan undersøge, om forskellige danske formationer er anvendelige til CO2-lagring.”

Med de rette politiske prioriteringer er det bestemt muligt at hente store CO2-reduktioner til en attraktiv pris. Og nogle C4-medlemmer er allerede i gang. Senest har Vestforbrænding offentliggjort en ambition om at fange 450.000 tons CO2/år fra 2030.

I C4-fællesskabet træder vi frem i lyset, og er klar til at tage arbejdstøjet på og gøre en afgørende forskel for den grønne omstilling i Danmark.

FAKTA

Bag C4-fællesskabet står ARC, ARGO, BIOFOS, Copenhagen Malmö Port (CMP), CTR, HOFOR, Vestforbrænding, VEKS og Ørsted.

Rul til toppen